Quedlinburg i Harzen
En af de vigtigste byer i den tyske middelalder og gennem 800 århundrede styret af Frauenstift, et adeligt nonnekloster, hvor fyrstinder og prinsesser kunne lære om Guds ord og passende opførsel. Quedlinburg fik byrettigheder i år 994. Siden 1994 har byen stået på Unescos liste over verdenskulturen. Og siden er der pumpet masser af penge i den enestående kønne by.
Byen har over 1600 bindingsværkshuse og det ville være helt uoverkommeligt at gå alle de særlige bygninger i gennem, der er simpelthen alt for mange! Det er den største samlede fredningssag i den tyske historie. Den gamle by er delt op i Altstadt og Neustadt. Hele byen er en spadseretur værd. Der er en række gode kafeer, især på strækningen op mod slottet og man kan også gå tur langs middelaldermuren, eller hvad der er tilbage af den.
Spændende er også Münzenberg, 60 mindre bindingsværkshuse står på dette lille bjerg, der giver fin udsigt til byen og især slottet. Oprindelig et kloster, der blev forladt. Derefter flyttede daglejere, spillefolk og skærslibere ind på bjerget. Her findes også et par fine cafeer. Alt i alt er det en af de mest helstøbte byoplevelser man kan finde, så det er bare om at afsætte mindst en dag til at opdage byen i.
Seværdigheder i Quedlinburg
Schloss Quedlinburg
Et imponerende bygningsværk, som kong Heinrich I lod bygge på en strategisk godt placeret sandstensklippe i det 10. årh. Quedlinburg blev en af de vigtigste byer inden for det daværende tyske rige. Fra 936 til 1802 var det af Heinrichs enkes grundlagte Frauenstift, der bestemte over byens gøren og laden. I dag finder man slotsmuseet med adskillige rige skatte, der både er dekoreret med lokalt fundne ædelsten, men også med kostbarheder som er hentet hjem fra rejser.
Kirkeskatten forsvandt i øvrigt til USA efter krigen. En officer havde taget hovedparten med. Ulovligt, naturligvis, men det endte med at da man opsporede skatten, så skulle man ifølge texansk lov købe den fri. Så det skete, og nu kan herligheder igen ses på slottet.
Stiftskirche St. Servatius
En af de mest betydningsfulde kirker fra den romanske periode, er St. Servatius, der blev indviet i 1129. Med stærk inspiration fra Lombardiet, er det gotikken der dominerer. Smukt rum med masser af detaljer. Tårnene er fra det 19. årh.
Münzenberg
60 mindre bindingsværkshuse står på dette lille bjerg, der giver fin udsigt til byen og især slottet. Oprindelig var her et kloster, Marienklosteret var det eneste kvindekloster i byen. Ved bondekrigen 1524-26 brændte det delvis ned og blev forladt at nonnerne. Så flyttede daglejere, spillefolk og skærslibere ind på bjerget. De byggede deres huse ind i de eksisterende klostermure. I dette kringlede bygningsforløb. kan man stadig finde klosterets grundrids. Her findes også et par fine cafeer.
Quedlinburg Rathaus
Rådhuset blev første gang nævnt i 1310 og er et fantastisk smukt byggeri der er bygget om adskillige gange. Senest 1901. Især om sommeren er facaden tilgroet og grøn og her gør mange holdt for at nyde vuet over pladsen. Gå ind og be’ om at se miniaturen over byens struktur. Vældig imponerende arbejde.
Palais Salfeld
På adressen Kornmarkt 5 var dette residensen for en af byens mest fornemme mænd, retsformanden. Her finder man ofte udstillinger og koncerter.
Schreckensturm
Et af de bedst udbyggede forsvarstårne, tæt ved bymuren. Har også været brugt som fængsel, men er i dag indrettet som ferieboliger.
Nikolaikirche
Midt i den del af byen der går under betegnelsen Neustadt, ligger Nikolaikirken. Her oprettede bønderne i renæssancen deres egen bydel, da det blev for farligt at drive landsbrug i området uden for bymuren. Under de 72 meter høje tårne befinder der sig et flot kirkerum.
Erxlebens haus
I 1715 blev der i huset, der ligger et stenkast fra nikolaikirken, født en pige, der senere skulle blive den første kvindelige læge i Tyskland (1754) Hun hed Dorothea Christiane Erxleben.
Klopstockaus Schlossberg
Her blev den berømte digter Friedrich Gottlieb Klopstock født. I dag er det flotte hus midt på pladsen et museum.
Lyonel-Feininger-Galerie
Lige bag ved Klopstockhuset ligger Feininger-Galleriet, i Schlossberg 11. Den tysk-amerikanske kunstner Lyonel Feininger (1871-1956), lavede malerier, grafik, tegneserier og var på mange måder forud for sin tid. Han er en af de mest betydningsfulde af de klassiske modernister. Og Feininger kom ofte til byen, der i dag har en af de største samlinger af hans kunst. Fremragende museum. Website Link
Selketahlbahn
På Selketahlbanen kan man køre hele vejen fra Quedlinburg til Gernrode, et smuk tur. Faktisk kan man skifte et par gange og komme vidt omkring i Harzen med damplokomotiverne. Jernbane og Märklin entusiaster er på hjemmebane her!
Find hotel i Quedlinburg
Theophano hotel, cafe og Restaurant
Lige ved markedet ligger dette romantiske hotel der er drevet af familien Vester. De har fået skabt stilfulde rammer med en ordentlig cafe, restaurant og blandt andet en fin frokostmenu, for dem der bare kommer forbi.
Markt 13
06484 Quedlinburg
Hotel Zum Bär
Traditionelt køkken og et flot hotel holdt i gammel stil.
Markt 8/9
06484 Quedlinburg
Sinnhotel Stadtschloss Quedlinburg
Firestjernet hotel med egen restaurant, wellness-tilbud og meget centralt beliggende.
Bockstraße 6
06484 Quedlinburg
Turistinformation i Quedlinburg
Quedlinburg Tourismus
Markt 4
06484 Quedlinburg
Website Link